Gå til hovedindholdet
Public Health

Nyhedsbrevet Sundhed-EU nr. 238 – Fokus

Denne udgaves ledere er udarbejdet af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er (DG GROW). DG GROW forvalter en database med oplysninger om ingredienser i kosmetiske produkter samt portalen til anmeldelse af kosmetiske produkter, og beder når der er behov for det Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) om at komme med en risikovurdering af ingredienser i kosmetiske produkter.

Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed spiller en vigtig rolle i Kommissionens løbende arbejde inden for hormonforstyrrende stoffer.

For at tage hånd om potentielle risici for menneskers sundhed fastlægger forordningen om kosmetiske produkter (forordning (EC) nr.1223/2009) et system med begrænsninger af og forbud mod anvendelse af visse stoffer i kosmetiske produkter på grundlag af en videnskabelig risikovurdering fra Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed.

Videnskabelige bekymringer om hormonforstyrrende egenskaber ved de stoffer, der anvendes i kosmetiske produkter, behandles som andre stoffer, der er potentielt problematiske for menneskers sundhed, i VKF's risikovurdering. Hormonforstyrrende stoffer er kemiske stoffer, der kan ændre hormonsystemets funktion og have en negativ indvirkning på menneskers eller dyrs sundhed.

Der drages konklusioner om, hvorvidt endokrine/hormonale aktiviteter hænger sammen med det kritiske endpoint for vurdering af sikkerheden ved disse stoffer for forbrugerne, herunder i givet fald sårbare grupper som børn.

Den 7. november 2018 vedtog Kommissionen gennemgangen af forordning (EC) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter med hensyn til stoffer med hormonforstyrrende egenskaber. Rapporten gjorde status over, hvordan stoffer, der anses for at være potentielt hormonforstyrrende, håndteres under kosmetikforordningen – navnlig om de forbydes eller begrænses fra sag til sag i forlængelse af VKF's sikkerhedsvurdering. Den overordnede konklusion er, at kosmetikforordningen indeholder hensigtsmæssige redskaber til regulering af anvendelsen af kosmetiske stoffer, som udgør en potentiel risiko for menneskers sundhed.

Kommissionen har også lovet at opstille en prioriteret liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer, som ikke allerede er omfattet af forbuddene fastsat i kosmetikforordningen, inden udgangen af 2019 med henblik på risikovurdering. Udgangspunktet for denne prioriterede liste er resultatet af den screeningundersøgelse, som blev gennemført til støtte for konsekvensanalysen på området for plantebeskyttelsesmidler og biocider. Screeningundersøgelsen udpegede 6 stoffer (benzophenon-3, kojisyre, 4-methylbenzyliden-kamfer, propylparaben, triclosan og resorcinol) i kosmetiske produkter, der ikke i dag er omfattet af et forbud, som potentielt hormonforstyrrende.

Kommissionen forelagde den foreløbige liste for arbejdsgruppen om kosmetiske produkter i december 2018. Medlemmerne af arbejdsgruppen blev opfordret til at fremsætte bemærkninger til listen og indsende andre problematiske stoffer, som anses for potentielt hormonforstyrrende sammen med argumentation for problematikken.

Efter medlemmerne af arbejdsgruppen havde indsendt deres input, blev der udarbejdet en endelig liste med 28 stoffer, som blev inddelt i to grupper. Gruppe A består af 14 stoffer, som vurderes at have højere prioritet, hvad angår vurdering, da de er ved at gennemgå en stofvurdering i henhold til REACH på grund af bekymringer om hormonforstyrrende egenskaber, eller fordi der allerede er videnskabelig dokumentation for, at de kan være hormonforstyrrende. Gruppe B består af 14 stoffer, hvor der enten endnu ikke foreligger videnskabelig dokumentation, eller resultatet af den videnskabelige dokumentation vedrører hormonforstyrrende egenskaber for miljøet og ikke for mennesker. Gruppe B indeholder også stoffer, som for nyligt er blevet evalueret af VKF og fundet sikre, og/eller stoffer, som for nyligt er blevet kategoriseret som kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstoksiske i forbindelse med klassificering, mærkning og emballering af stoffer, hvor der er indført tilsvarende foranstaltninger til risikovurdering/risikostyring for at forebyde/begrænse brugen af dem i kosmetiske produkter.

Den første indkaldelse af data om de 14 stoffer i gruppe A er blevet lanceret (se nedenfor). Når Kommissionen har modtaget tilstrækkeligt med data, vil den bede VKF om at evaluere stofferne hurtigst muligt. Kommissionen vil derefter om nødvendigt træffe passende foranstaltninger til at forbyde eller begrænse brugen af de forskellige stoffer i kosmetik.

Der er planlagt en yderligere indkaldelse af data om de 14 stoffer i gruppe B i fremtiden under hensyntagen til eventuel relevant udvikling.

Yderligere oplysninger:

Indkaldelsen af data om ingredienser med potentielt hormonforstyrrende egenskaber i kosmetiske produkter er åben indtil den 15. oktober 2019

For at forberede anmodningerne om videnskabelige udtalelser til Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed har Generaldirektoratet for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er (GD GROW) lanceret en indkaldelse af data, som er åben for alle interesserede parter, herunder universiteter og forskningsinstitutter, myndigheder i EU-landene, producenter af kosmetiske produkter, producenter af de berørte stoffer og forbruger organisationer.

Indkaldelsen skal indsamle relevant videnskabelig information såsom data om alle fysisk-kemiske egenskaber, toksikokinetik og toksikologiske endpoints, vurdering af udsættelsen for stofferne gennem forbrugerprodukter og/eller angivelse af de foreslåede sikre koncentrationsgrænser for følgende ingredienser: Benzophenon-3, kojisyre, 4-methylbenzyliden-kamfer, propylparaben, triclosan, resorcinol, octocrylen, triclocarban, butylhydroxytoluen (BHT), benzophenon, homosalat, benzylsalicylat, genistein og daidzein inden for rammerne af forordning (EF) nr. 1223/2009.

Yderligere oplysninger:

Del din holdning til EU’s indsats mod hormonforstyrrende stoffer inden den 10. juli 2019

For at håndtere spørgsmålene vedrørende sammenhængen i EU's retlige ramme har Kommissionen lanceret en tværgående kvalitetskontrol angående hormonforstyrrende stoffer, som skal bidrage til vurderingen af, om EU's kemikalielovgivning opfylder målet om at beskytte menneskers sundhed og miljøet ved at mindske vores samlede eksponering for hormonforstyrrende stoffer. Interessenter lige fra offentlige myndigheder og industrien til NGO'er og almindelige borgere kan deltage i denne kvalitetskontrol ved at indsende deres feedback om køreplanen frem til den 10. juli 2019, og det har VKF i sinde at gøre.

Kvalitetskontrollen skal vurdere situationen i EU i dag og sammenligne den med situationen i 1999, hvor den første EF-strategi for hormonsystemforstyrrende stoffer blev offentliggjort. Der er sket betydelige fremskridt med hensyn til at forstå og regulere hormonforstyrrende stoffer siden dengang, og EU anerkendes i dag som en af de globale ledere for så vidt angår håndteringen af disse kemikalier.

Senere i år vil Kommissionen gennemføre en offentlig høring, som vil kunne findes på Kommissionens centrale høringsside "Deltag i debatten" i 12 uger på 23 EU-sprog. Der vil kunne svares på ethvert af de 24 officielle EU-sprog. Der vil også blive afholdt et årligt forum om hormonforstyrrende stoffer til oktober. Udtalelsen forventes vedtaget medio 2020.

Yderligere oplysninger: