Gå til hovedindholdet
Public Health

Mental sundhed

En samlet tilgang til mental sundhed

Mental sundhed er en vigtig del af sundheden. Det er en prioritet for Kommissionen, som har støttet tiltag og projekter i de seneste 25 år, der forbedrer menneskers mentale sundhed i og uden for EU.

I sin tale om Unionens tilstand 2022 meddelte Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at Kommissionen havde til hensigt at fremlægge et initiativ vedrørende mental sundhed i 2023.

Den 7. juni 2023 vedtog Kommissionen meddelelsen om en samlet tilgang til mental sundhed, som vil hjælpe EU-landene og interessenterne med at træffe hurtige foranstaltninger til håndtering af mentale sundhedsudfordringer.

Meddelelsen er udgangspunkt for en ny tilgang. Efter omfattende høring af EU-landene, interessenter og borgere er der udviklet en samlet, forebyggelsesorienteret tilgang til mental sundhed med inddragelse af flere interessenter.

Den nye tilgang anerkender, at mental sundhed handler om mere end blot sundhed og derfor i høj grad involverer områder som uddannelse, digitalisering, beskæftigelse, forskning, byudvikling, miljø og klima.

Initiativet bygger på eksisterende politikker, tilgange og tiltag. Meddelelsens 20 flagskibsinitiativer — identificering af finansieringsmuligheder til en værdi af 1,23 milliarder euro — vil direkte og indirekte støtte EU-landene i at nå frem til en samlet tilgang til mental sundhed.

Den mentale sundhedssituation i Europa

Bekymringer, angst og følelser af depression som følge af pandemiens ødelæggende virkninger, Ruslands angrebskrig mod Ukraine, klimakrisen, arbejdsløshed og stigende leveomkostninger, presset fra den digitale sfære og de sociale medier har alle forværret det allerede dårlige mentale sundhedsniveau, navnlig for børn og unge.

Rapporten Health at a Glance Europe 2018 fremhævede, at psykiske helbredsproblemer påvirker omkring 84 millioner mennesker i hele EU. Ud over den personlig lidelse har psykiske helbredsproblemer økonomiske konsekvenser for vores samfund. De samlede omkostninger ved psykiske helbredsproblemer skønnes at løbe op i mere end 4 % af BNP (over 600 milliarder euro) i de 27 EU-lande og Storbritannien.

Rapporten Health at a Glance fra 2022 viste, at næsten én ud af to unge europæere melder om uopfyldte behov for mental sundhedspleje, og i flere EU-lande mere end fordobledes andelen af unge, der meldte om symptomer på depression, under pandemien. 

Selv om mange lande har gennemført foranstaltninger til beskyttelse og pleje af unges mentale sundhed, kræver omfanget af de aktuelle udfordringer, at der gøres en yderligere indsats for at forhindre, at denne generation efterlades med varige mén. Dette kræver, at forebyggelse prioriteres højere ved f.eks. at håndtere adfærdsmæssige risikofaktorer og sociale, miljømæssige og kommercielle determinanter og gennemføre mere ambitiøse foranstaltninger til fremme af mental sundhed og forebyggelse af dårlig mental sundhed.

Oversigt over tiltag vedrørende mental sundhed

Europa-Kommissionen har længe været engageret i at forbedre befolkningens mentale sundhed, hvilket kan ses ud fra en oversigt over tidligere aktiviteter.

Oversigt over igangværende projekter:

1. Bedste praksis

Kommissionen støtter EU-landene i at overføre bedste praksis. Med henblik herpå blev der oprettet en portal for bedste praksis som et register, der skal lette indsamling og udveksling af bedste praksis og gennemførelsen heraf i EU.

I 2018 prioriterede EU-landene mental sundhed som område for gennemførelse af bedste praksis. I maj 2019 blev der forelagt en foreløbig udvælgelse af bedste praksis for EU-landene, som derefter rangordnede dem ud fra, hvor relevante de var for deres nationale prioriteter. De tre former for praksis, der fik den højeste placering, gennemføres med finansiel støtte via det tredje sundhedsprograms årlige arbejdsplan for 2020. Det drejer sig om:

  • en reform af systemet for mental sundhed med fokus på at styrke kundecentrerede lokale tjenester, som det ses i Belgien
  • et nationalt program på flere niveauer for at forebygge selvmord, som det ses i Østrig
  • et trinvist hjælpeprogram til at bekæmpe depression, der er udviklet gennem europæisk samarbejde

Arbejdet blev påbegyndt i 2021 med udrulningen via den fælles aktion ImpleMENTAL af (elementer af) reformen af det belgiske mentale sundhedssystem og det østrigske selvmordsforebyggelsesprogram. Denne aktion omfatter i alt 21 EU-lande (støttet med et finansielt bidrag på 5,4 mio. euro). Depressionsindsatsen gennemføres via projektet European Alliance Against Depression-Best, som 10 EU-lande deltager i og som EU støtter med et finansielt bidrag på 1,6 mio. euro.

WHO's regionale kontor for Europa støtter den fælles aktion ImpleMENTAL's indsats med hensyn til uddannelse og kapacitetsopbygning via en bidragsaftale til en værdi af 1 mio. euro under EU4Health-arbejdsprogrammet for 2022.

En indkaldelse af bedste og lovende bedste praksis inden for mental sundhed vil blive lanceret i juni 2023. Det vil også understøtte gennemførelsen af de foranstaltninger, der peges på i meddelelsen om mental sundhed. Indkaldelsen vil blive tilgængelig her.

2. Initiativet "Healthier Together"

En samlet tilgang til mental sundhed er baseret på og støttes også af "Healthier Together" – Kommissionens EU-initiativ om ikkeoverførbare sygdomme, der blev fremlagt i juni 2022. Dette initiativ hjælper EU-landene med at identificere og gennemføre effektive politikker og tiltag for at mindske byrden ved større ikkeoverførbare sygdomme og forbedre borgernes sundhed og trivsel og samtidig mindske ulighederne på sundhedsområdet.

"Mental sundhed og neurologiske lidelser" udgør et af de fem hovedindsatsområder, der er omfattet af dette initiativ. Initiativet, som er udformet i fællesskab med EU-landene og interessenterne, støtter gennemførelsen af foranstaltninger med stor virkning på tværs af hele spektret, fra fremme af trivsel og proaktiv forebyggelse til social inklusion af personer med langtidssygdomme. Den del af initiativet, der beskæftiger sig med mental sundhed, har fokus på fire prioriterede områder, som sigter på at

  • skabe gunstige vilkår for mental sundhed, styrke modstandsdygtigheden og inddrage mental sundhed i alle politikområder
  • fremme psykisk trivsel og forebygge psykiske lidelser
  • forbedre rettidig og lige adgang til mentale sundhedstjenester af høj kvalitet
  • beskytte rettigheder, styrke den sociale inklusion og håndtere stigmatisering i forbindelse med psykiske helbredsproblemer

Indsatsen på disse områder er allerede i gang og vil fortsætte indtil 2027.

3. Kapacitetsopbygning

Sideløbende med meddelelsen om mental sundhed iværksatte Kommissionen projekter i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen og Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling for at yde skræddersyet støtte til de enkelte EU-lande gennem teknisk bistand og kapacitetsopbygning i forbindelse med overførsel og gennemførelse af bedste praksis inden for mental sundhed.

Finansiering af projekter vedrørende mental sundhed

Kommissionen yder finansiel støtte under de årlige EU4Health-arbejdsprogrammer til EU-lande og interessenter med henblik på at gennemføre aktiviteter til forebyggelse og forvaltning af mental sundhed. Der er allerede blevet tildelt over 30 mio. euro til projekter vedrørende folkesundhedsaspekter af mental sundhed i de seneste tre år, herunder en reform af det mentale sundhedssystem.

Den 22. november 2022 blev EU4Health-arbejdsprogrammet for 2023 vedtaget, og det vil fortsat vil yde støtte til fremme af mental sundhed og forebyggelse af mentale sundhedsproblemer. Under dette arbejdsprogram vil der være over 18 mio. euro til rådighed:  

  • 6 mio. euro til EU-landenes myndigheder til at samarbejde om en fælles aktion til håndtering af mentale sundhedsudfordringer
  • 2,36 mio. euro til interessenter til støtte af projekter vedrørende fremme af mental sundhed og forebyggelse og håndtering af mentale sundhedsproblemer.
  • Begge foranstaltninger vil være rettet mod særligt sårbare grupper som f.eks. migranter, flygtninge, romaer og personer, der er fordrevet fra Ukraine.
  • Der er afsat 10 mio. euro til
    • projekter, der har til formål at håndtere mentale sundhedsudfordringer hos kræftpatienter og -overlevende og deres omsorgspersoner og familier, og
    • udvikling af en europæisk kodeks for mental sundhed, der vil give borgerne større indflydelse, bidrage til at øge bevidstheden om mental sundhed og forbedre sundhedskompetencerne.

Forvaltning

Kommissionen arbejder tæt sammen med EU-landene og interessenterne om at fremme god mental sundhed og forebygge dårlig mental sundhed.

Samarbejde og udveksling med EU-landene finder sted inden for undergruppen vedrørende mental sundhed under ekspertgruppen vedrørende folkesundhed. Medlemmerne har i høj grad støttet tiltag vedrørende mental sundhed med EU-merværdi.

Kommissionens støtte og koordinering vil hjælpe dem med at mindske menneskelige lidelser, forbedre modstandsdygtigheden og bæredygtigheden af deres sundhedssystemer og sociale velfærdssystemer, reducere omkostningerne for økonomier og samfund og bidrage til at opbygge og sikre en sund arbejdsstyrke. Dette vil hjælpe os med at nå FN's mål for bæredygtig udvikling og WHO's mål om ikkeoverførbare sygdomme.

Regelmæssig interaktion og samarbejde med alle centrale interessenter vil finde sted via et særligt netværk for mental sundhed på EU's platform for sundhedspolitik.

Støtte til Ukraine – fordrevne personers og flygtninges mentale sundhed

Flygtninge og fordrevne, navnlig dem, der flygter fra krig — bl.a. fordrevne personer fra Ukraine — har brug for støtte vedrørende mental sundhed og tidlig indsats for at mindske lidelser.

Kommissionen har mobiliseret over 30 mio. euro fra EU4Health-programmet til at hjælpe mennesker, der flygter fra Ukraine, og som har et akut behov for mentale sundhedstjenester og for støtte til at håndtere traumatiske oplevelser.

Mere specifikt er der indgået en bidragsaftale på 28,4 mio. euro med Det Internationale Røde Kors Forbund for at hjælpe mennesker, der er flygtet fra Ukraine, med at håndtere de traumer, de har været udsat for, og tilbyde dem støtte vedrørende mental sundhed. De EU-lande, hvor Røde Kors arbejder, er Polen, Ungarn, Rumænien, Tjekkiet og Slovakiet.

Ukraines fordrevne er også i fokus for en indkaldelse af 4 forslag til en værdi af 3 mio. euro fra ikkestatslige organisationer om bedste praksis med henblik på at forbedre den mentale sundhed og psykiske trivsel blandt migranter og flygtninge. Alle fire projekter blev iværksat i 2023.

Desuden tilbyder Kommissionen en række onlinekurser og andet undervisningsmateriale om migranters sundhed via webstederne for ECDC's Virtual Academy og netværket for migration og sundhed: uddannelse af fagfolk på platformen for sundhedspolitik.

Disse kurser er udviklet med støtte fra det tredje sundhedsprogram.

Netværket til støtte for Ukraine, dets nabolande i EU og Moldova på platformen for sundhedspolitik er blevet oprettet for at kombinere civilsamfundets, patientgruppernes og sundhedspersonalets indsats for at opfylde det ukrainske samfunds og fordrevne personers medicinske behov.

Mental sundhed og covid-19

Pandemien og dens eftervirkninger øgede presset på de mentale sundhedstjenester.

I rapporten Health at a Glance Europe 2020 blev det bemærket, at covid-19-pandemien og den efterfølgende økonomiske krise har belastet borgernes psykiske helbred og ført til en stigning i antallet af mennesker, der er blevet ramt af stress, angst og depression. Det går især ud over unge og personer i lavindkomstgrupper. Afbrudte behandlingsforløb for personer med allerede eksisterende mentale sygdomme udgør en betydelig del af pandemiens negative indvirkning på befolkningens mentale sundhed.

Få måneder efter pandemiens udbrud oprettede Kommissionens afdeling for sundhed og fødevaresikkerhed et særligt netværk på sin platform for sundhedspolitik, hvor sundhedsorganisationer og sociale interesseorganisationer kan udveksle specifik praksis og viden om mental sundhed i forbindelse med covid-19. Dette virtuelle netværk, der koordineres af Mental Health Europe, fokuserer på de behov, som sårbare grupper, såsom hjemløse, personer med allerede eksisterende lidelser og ældre, har. Webstedet har også et virtuelt bibliotek.

Der ydes tilskud til to projekter (Mentality og Step in) for at støtte af gennemførelsen af bedste praksis på stedet med direkte indvirkning på indsatsen for at tackle mentale sundhedsudfordringer under covid-19-pandemien.

Det årlige EU4Health-arbejdsprogram for 2021 støtter gennemførelsen af bedste praksis på stedet med direkte indvirkning på indsatsen for at tackle mentale sundhedsudfordringer under covid-19-pandemien med et finansielt bidrag fra Kommissionen på i alt 750 000 euro. De udvalgte projekter forventes at starte i efteråret 2022.

Kommissionen belønnede lokalsamfundsbaserede initiativer, der havde til formål at afbøde virkningerne af covid-19 på den mentale sundhed, via EU's sundhedspris 2021. Prisoverrækkelsen fandt sted den 4. maj 2022: de nominerede og prisbelønnede initiativer er præsenteret i en brochure om covid-19's indvirkning på den mentale sundhed.