Gå til hovedindholdet
Public Health

Nyhedsbrevet Sundhed-EU nr. 250 – Fokus

Gør tingene i den rigtige rækkefølge: Sundhedsinvesteringer kræver investeringer i sundhedspersonale

Andrzej Rys, som er Kommissionens direktør for sundhedssystemer, lægemidler og innovation, fortæller, hvad EU gør for at støtte sundhedsarbejdsstyrken. I forbindelse med en sundhedstrussel eller en sundhedskrise bliver i mindet om den vanskelige, men helt afgørende rolle, som sundhedsmedarbejderne spiller. De er ofte de første, som patienterne, deres familier og venner får kontakt med i sundhedssystemet. Men sundhedspersonalet står selv over for både eksterne og interne udfordringer som personalemangel, geografisk ulighed, mangel på specialkurser, ny teknologi og nye plejebehov og utilstrækkelig planlægning af personaleforbruget.

Hvad er efter din mening den største udfordring, som medlemslandene har, når det gælder sundhedspersonale?

Udfordringerne i EU-landene er de samme, sådan at forstå, at det ikke er muligt for sundhedssystemerne at levere sundhedsydelser af høj kvalitet til alle europæere uden sundhedsmedarbejdere i tilstrækkeligt antal, med de rette færdigheder og på de rette steder.

Det skønnes, at der mangler næsten 1 millioner sundhedsmedarbejdere i Europa. Der foregår også en "hjerneflugt" blandt læger og sygeplejersker, der flytter til lande med bedre arbejdsvilkår og løn, mens andre lande mangler personale.

Det er også bekymrende, at der er et misforhold mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer blandt sundhedsprofessionelle, hvilket fører til spild af menneskelig kapital, pres på de offentlige ressourcer og en underminering af mulighederne for at levere sundhedsydelser på en omkostningseffektiv måde.

Vi er desuden nødt til at sørge for, at de teknologiske ændringer i sundhedssektoren svarer til behovene hos sundhedspersonalet og hos patienterne, at arbejdsstyrken kan tilpasse sig nye situationer, og at ændringerne faktisk forbedrer sundhedsplejen.

Der findes ingen universalløsning – hvert enkelt medlemsland skal udvikle sine egne reformer, der passer til dets eget sundhedssystems behov.

Hvad gør EU for at støtte sundhedsarbejdsstyrken?

EU-traktaten fastslår, at såvel sundhedspolitikken som organiseringen og leveringen af sundhedstjenesteydelser og lægebehandling er en national kompetence.

Kommissionen holder øje med og analyserer udfordringerne for arbejdsstyrken gennem det europæiske semester, som dækker mange forskellige emner på området. Det drejer sig bl.a. om mangel på fagfolk, arbejdsvilkår, manglende kvalifikationer og en organisering af personalet, som passer til mere integrerede sundhedssystemer.

Kommissionens rolle er at understøtte de nationale myndigheders indsats for at tackle disse udfordringer, udveksle erfaringer og lære af hinanden. Det er grunden til, at den fælles aktion om planlægning og beregning af behovet for sundhedspersonale blev vedtaget, og det er derfor, EU har etableret et netværk af eksperter i planlægning og fremskrivning af sundhedspersonalebehovet.

Kommissionen vil fortsætte med at yde støtte og sætter snart gang i en indkaldelse af forslag via sundhedsprogrammet for 2020. Formålet med indkaldelsen er at fremme initiativer, der fokuserer på at fastholde sundhedspersonale, øge adgangen til sundhedsydelser i underforsynede områder og omorganisere plejen indbyrdes mellem hospitaler og andre lokale og primære sundhedscentre ved at overføre opgaver og koordinere personalefordelingen.

Er du optimistisk?

Ja, og med god grund, for sundhedssystemerne i Europa er blandt de bedste i verden. Vi skal ikke glemme, at vi lever i en gylden tidsalder med hensyn til sundhedspleje, og at udviklingen hele tiden går i den rigtige retning.

Samtidig skal vi huske på, at vi også lever i en stadig mere forbundet verden, hvor sundhedsrisici hurtigt kan vokse og blive et globalt problem.

Og derfor er det af afgørende betydning, at der løbende investeres i sundhed. Det betyder først og fremmest at investere i at bevare folks gode helbred så længe som muligt. Investeringer i vores sundhedspersonale er en væsentlig del af dette og sikrer, at sundhedsfagfolkenes viden bliver opdateret, at de kan udføre deres arbejde på en sikker måde, og at de lever op til de nye kvalifikationsbehov. Investering i de mennesker, som medvirker til at holde andre sunde, er altid en fornuftig investering med et højt afkast.

Aktiviteter på EU-plan

Sundhedspersonale

EU-Kommissionen – Sundhed og fødevaresikkerhed

Ekspertpanelet for effektive sundhedsinvesteringer

EU-Kommissionen – Sundhed og fødevaresikkerhed

Vurdering af sundhedssystemernes resultater

EU-Kommissionen – Sundhed og fødevaresikkerhed

Nyt

Det tematiske netværk "Profilering og uddannelse af fremtidens sundhedspersonale" er nu aktivt på EU's platform for sundhedspolitik

Netværket har til formål at profilere fremtidens sundhedsmedarbejdere, identificere og forbedre deres nøglekompetencer og fremhæve deres afgørende rolle i reformen af sundhedssystemerne. Tilmeld dig EU's platform for sundhedspolitik for at deltage i arbejdet.

Det tematiske netværk "Digital Doc" er nu aktivt på EU's platform for sundhedspolitik

Digital Doc handler om at give fremtidens læger de rette digitale færdigheder, så vi får effektive, teknologibaserede sundhedssystemer, der bygger på etiske værdier og sætter folk i centrum. Tilmeld dig EU's platform for sundhedspolitik for at deltage i arbejdet.

Opdag svagheder, og styr din planlægning med værktøjskassen for sundhedspersonaleplanlægning

Denne selvevalueringsværktøjskasse, der stilles til rådighed af det EU-finansierede ekspertnetværk for planlægning og fremskrivning af behovet for sundhedspersonale, behandler vigtige emner inden for sundhedspersonaleplanlægning og kan tilpasses situationen i forskellige lande.

International konference om fremtidens arbejde den 12. februar i Rom

Det italienske institut for arbejdsulykkesforsikringer og den internationale kommission om sundhed på arbejdspladsen havde arrangeret konferencen for bl.a. at drøfte de hurtige teknologiske fremskridt, de demografiske forandringer og ændringerne på arbejdsmarkedet.

Projekter under sundhedsprogrammet

Den europæiske fælles aktion for planlægning og beregning af behovet for sundhedspersonale

Denne fælles aktion har til formål at forbedre kapaciteten til planlægning og fremskrivning af behovet for sundhedspersonale gennem europæisk samarbejde.

Støtte til ekspertnetværket SEPEN

Tilmeld dig platformen for sundhedspolitik, og se seneste nyt om sundhedspersonaleplanlægning i Europa via SEPEN-netværket. Debattér og post idéer, få opdateringer om udviklingen i de enkelte lande, og find relevante dokumenter og rapporter.

Andre interessante links

Meddelelse fra Kommissionen om effektive, tilgængelige og modstandsdygtige sundhedssystemer

Selv om denne meddelelse er nogle år gammel, giver den stadig et værdifuldt indblik i udfordringerne på sundhedsområdet på EU-plan. Den har fokus på tiltag, der effektiviserer sundhedssystemerne og gør dem mere modstandsdygtige samt øger borgernes adgang til sundhedspleje.

Værktøjskassen til en bæredygtig arbejdsstyrke i WHO's europæiske region (2018)

Værktøjskassen er beregnet til politiske beslutningstagere, HR-medarbejdere inden for sundhedsplanlægning, sundhedsfagfolk og andre interessenter som personale, der arbejder på uddannelsesinstitutioner og med at implementere sundhedspolitikker.

Den Europæiske Folkesundhedsalliance

Den Europæiske Folkesundhedsalliance tæller bl.a. NGO'er, der beskæftiger sig med folkesundhed, patientgrupper og sundhedsprofessionelle. Det er en medlemsstyret organisation, der arbejder for at forbedre sundheden og give folkesundheden en stemme i Europa.

Health First Europe

Health First Europe er en ikke-kommerciel sammenslutning af patienter, sundhedspersonale, akademikere, sundhedseksperter og repræsentanter for den medicinske teknologisektor.