Gå til hovedindholdet
Public Health

Forskning, projekter og undersøgelser

EU finansierer i øjeblikket et stort antal forskningsprojekter til bekæmpelse af infektionssygdomme, hvoraf de fleste er relevante for problemet med antimikrobiel resistens, da dette i alvorlig grad undergraver vores kapacitet til at behandle infektionssygdomme. Horisont 2020-programmet har investeret mere end 2,3 mia. euro i forskning i infektionssygdomme og antimikrobiel resistens som supplement til de investeringer, der foretages gennem EU's sundhedsprogram. Disse EU-finansierede projekter kan ses i oversigten over det globale knudepunkt for forskning i antimikrobiel resistens, som Kommissionen er et af de stiftende medlemmer af.

Den finansielle støtte, der ydes gennem Horisont 2020, gør det muligt for forskere at imødegå det globale problem med antimikrobiel resistens på mange områder. Dette omfatter f.eks. udvikling af nye tilgange til klinisk styring og forebyggelse af resistente bakterieinfektioner i miljøer med høj prævalens og etablering af et europæisk bæredygtigt netværk for harmoniserede store kliniske forskningsundersøgelser vedrørende infektionssygdomme.

Kommissionen finansierer også forskning i antimikrobiel resistens ved at gå sammen med erhvervslivet eller EU-landene. Eksempler herpå er AMR-Accelerator-programmet under initiativet vedrørende innovative lægemidler, som alene har et budget på 480 mio. euro, og det fælles programlægningsinitiativ for antimikrobiel resistens (JPIAMR), der støttes af EU-midler, koordinerer den nationale forskningsfinansiering og støtter samarbejdsforanstaltninger med henblik på at udfylde videnshuller om antimikrobiel resistens med et One Health-perspektiv. JPIAMR omfatter også et virtuelt forskningsinstitut (JPIAMR-VRI), en platform, der har til formål at øge koordineringen af forskningen i antimikrobiel resistens, forbedre synligheden af forskningsnetværk vedrørende antimikrobiel resistens, forskningsinstitutter/forskningscentre og infrastrukturer og lette vidensudveksling og kapacitetsudvikling i hele verden.

I 2021 har forskningen i antimikrobiel resistens fået ny fremdrift.

For det første med lanceringen af det nye rammeprogram for forskning, Horisont Europa, som vil indebære nye finansieringsmuligheder og partnerskaber, hvor Kommissionen vil gå sammen med EU-landene om at finansiere forskning i One Health med hensyn til antimikrobiel resistens samt dyresundhed og dyrevelfærd.

For det andet med oprettelsen af EU4Health-programmet, som vil investere i tiltag med en EU-merværdi, der har til formål at forbedre sundheden, adressere grænseoverskridende sundhedstrusler, forbedre lægemidler og styrke sundhedssystemerne.

For det tredje med indledningen af en overgangsfase for den nye EU-Myndighed for Kriseberedskab og -indsats på Sundhedsområdet (HERA), som vil blive fuldt operationel i begyndelsen af 2022. Denne myndighed vil styrke Europas evne til at forebygge, opdage og hurtigt reagere på grænseoverskridende sundhedskriser og fremme forskning og innovation med henblik på at udvikle effektive, sikre og økonomisk overkommelige medicinske modforanstaltninger. Antimikrobiel resistens er en af de sundhedstrusler, som HERA skal imødegå.

Infografik og faktablade

EU

PARTNERE

Videoer og multimedier

EU

PARTNERE